Pressemateriale
Boudigaard Begravelse klar med ny kalender
- Børn er befriende. De er ærlige og ligefremme - og så er de søde. Ordene er bedemand Søren Boudigaards. Søren og hans to medarbejdere, bedemand Søren Toft som er daglig leder af forretningen i Skive, og bedemand Paw Bergen som er daglig leder af forretningerne i Holstebro og Vinderup, har netop lagt sidste hånd på næste års kalender, som Boudigaard Begravelse hvert år udgiver omkring årsskiftet.
I samarbejde med børnene i 1.A og 1.B på Aakjærskolen i Skive har Boudigaard Begravelse skabt en kalender med flere af børnenes selvportrætter, portrætfotos og citater. I 52 citater giver børnene deres egne tankevækkende svar på spørgsmålet: Hvad er et godt liv?
Under udarbejdelse af kalenderen har Boudigaard Begravelse fået hovedpersonerne i tale om blandt andet livet og døden. Flere af citaterne, om hvad et godt liv er, handler om nærvær og sammenhold med dem, man holder af. Oftest kan børn også tale med om det at miste et kæledyr, en bedsteforælder, far, mor eller andre, der står dem nær.
Hos Boudigaard Begravelse er der en gennemgående rød tråd med det at være bedemand og det at udgive en kalender.
- Med kalenderen vil vi gerne være med til at løsne op for det tabu, der mange gange er omkring døden, og vi vil gerne løsne op for den mystik, der er omkring bedemandens arbejde, siger Søren Toft og Søren Boudigaard. Kalenderen viser sig ofte at være et godt redskab til at samtale og skabe kontakt.
- Selve processen med at skabe kalenderen er en del af vores egen bearbejdning af alt det, vi ser og oplever som bedemænd. Vi laver den, fordi vi simpelthen ikke kan lade være, og fordi vi synes, det er spændende, siger Søren Boudigaard.
Det er for øvrigt tiende år, Boudigaard Begravelse udgiver en kalender. Kalenderen er hvert år udført i samarbejde med fotograf Flemming Worm, Worm Photo.
Med et lille digt og ønsket om en glædelig jul kan Boudigaard Begravelses samarbejdspartnere, lige fra kordegne til blomsterhandlere, se frem til at modtage den tankevækkende kalender. Andre interesserede er velkommen til at henvende sig hos Boudigaard Begravelse.
Boudigaard Begravelse, der dækker Skive, Salling og Fjends samt Holstebro og Vinderup, har afdelinger i Skive, Vinderup og Holstebro.
Boudigaard Begravelse klar med ny kalender
Pressemeddelelse
Pressefoto



