Så er Boudigaard Begravelse klar med kalenderen for 2014. Det er efterhånden blevet en fast tradition, efter den første kalender blev udgivet i 2001 – altså for 13 år siden.
Kalenderen bruges som en lille jule- og nytårshilsen til de steder, vi har været i løbet af året, så som kordegnekontorer, kirker, kirkegårde, plejehjem, hospicer, kolleger og samarbejdspartnere.
Der har altid været et tema og en rød tråd i kalenderen. Der har været forskellige temaer igennem årene, gerne noget positivt og livsbekræftende, men også omkring de store ting her i livet.
- Vi har blandt andet haft børn til at tegne og lave citater om, hvor de tror, vi kommer hen, når vi engang dør.
- Senere havde vi en 1. klasse til at tegne og lave citater om, hvad de synes, er et godt liv.
- I den første kalender i 2001 havde vi taget forskellige billeder, hvor temaet var, hvad der er ude for enden af ”tunnelen”.
- Vi har taget billeder af gravminder helt fra Stenalderen og op til nyere tid. I mange tusinde år har vi jo begravet de døde og rejst monumenter.
- Et år havde vi taget billeder af hænder i forskellige aldre, som jo fortæller historier om det enkelte menneske.
I år har vi valgt billeder af fyrtårne og sømærker langs den jyske vestkyst.
Ideen kommer fra en radioudsendelse i Radio Midt/Vest, hvor der var en omtale af de smukke og historiske fyrtårne.
Fyrtårne og andre sømærker har givet lys og vist vejen for søens folk igennem flere hundrede år. – Det fik mig til at tænke på, at lyset giver liv, styrke og viser vejen.
Vi har brug for fyrtårne i vores samfund, som går foran og skaber vækst, liv og forandring. Vi har brug for lyset i den mørke tid. Og ikke mindst har vi nok også brug for pejlemærker i vores dagligdag, som bringer os sikkert igennem livet og sikkert i ”havn”.
Kalenderen er lavet i samarbejde med fotograf Flemming Worm, Skive og Thorvig Tryk, Skive.
