Nyt liv på væggene i vores galleri

17. april 2023

Bodil Schmidt er ny udstiller i vores galleri

I både liv og død kan der være masser af lys og håb, og dét er vigtigt for Rikke og Søren at formidle, der som par driver Boudigaard Begravelse. Derfor har de nu fået nyt liv på væggene i forretningen med hjælp fra billedkunstner Bodil Schmith, der arbejder med supernaturalistisk akrylmaleri – især naturmotiver med særlig fokus på lyset, men også portrætmalerier.

Bodil Schmidt maler sig langsomt ind i sjælen på sine motiver, uanset om det er Limfjorden, et portræt eller et blomstermotiv. De 6 nu udstillede malerier er poetiske øjebliksbilleder, som hver på deres måde udtrykker lys og nyt liv i naturen.

Bodil Schmidt er uddannet billedkunstner fra Århus Kunstakademi i 2006. Hun debuterede på Kunstnernes Sommerudstilling i 2003 og har siden udstillet i gallerier og på udstillingssteder både i Jylland og København. I 2008 blev Bodil Årets Kunstner i Skive med et Limfjordsmotiv, der nu ejes af – og hænger på Skive Kommune.

Efter en udstillingspause i det lokale er hun nu tilbage med en lille udstilling hos Boudigaard Begravelse, der allerede ejer et af hendes malerier.

Bodil vil være i forretningen/galleriet fredag d. 28/4 til Open By Night fra kl. 17.00. Til By Night vil også Timestone og Skive Stenhuggeri være til stede for at præsenterer de nye miljøvenlige keramiske gravstene ”Timestone”.

”I vores verdensdel er der generelt berøringsangst, når talen falder på død. Efter vores mening er det en skam, og derfor vælger vi ofte at medvirke til arrangementer såsom ’Open by Night’ i Skive, som giver os mulighed for at åbne dørene til en snak med offentligheden, men det er også vigtigt for os at sige, at døren står altid åben”, udtaler Rikke og Søren.