Vi har haft den store fornøjelse af journaliststuderende Emil Helligsø, som fulgte os en dag på vores arbejde. Det er der kommet denne meget fine artikel ud af. Tusind tak for interessen for os og vores fag.
På tur med døden i kisterummet
For Birgitte Sand og de øvrige medarbejdere ved Boudigaard Begravelse er døden en central del af hverdagen. De møder både dem, der ikke er her længere og dem, der er efterladt i kaos uden rettesnor.
Af Emil Helligsø
Bedemanden Birgitte Sand fanger en sort kam og redder hans grå hår og øjenbryn. En nydelig frisure med sideskilning. Han skal se anstændig ud, hvis folk skal kigge på ham.
Han er en stor mand. Bleg og nærmest gullig ligger han med korslagte arme og et sovende ansigtsudtryk. Den afdøde er netop blevet løftet i kisten ved hjælp af metalliften, der hænger fra loftet i kapellet på Gødstrup sygehus.
Birgitte dækker med rolig hånd den afdødes ansigt til med et hvidt ansigtsklæde.
At tjene penge på folks ulykker
Morgenen starter som den altid gør i bedemandsbutikken, Boudigaard Begravelse.
Lidt i ni sætter bedemændene Birgitte og Søren, samt Rikke, der står for det administrative arbejde sig til bordet. Der er dækket op til morgenbrød. Leverpostej, brie, skæreost og rullepølse.
Søren Toft, der er bedemand og som til daglig driver bedemandsforretningen med sin hustru Rikke Boudigaard, tager en bid af sin bolle. Iført en hvid skjorte med sorte knapper og grå habitbukser er uniformen genkendelig.
”Det er vores dresscode. Når vi er ude, har vi gråt jakkesæt på med sort slips. Vores biler er også sølvgrå i modsætning til det traditionelle, hvor det hele bare er sort.”
Søren sidder med ryggen til butikkens udstilling. På den ene væg hænger en rød kiste, der står i tydelig kontrast til de øvrige udstillede kister. På bagvæggen er der et hyldeparti fyldt med urner i alverdens farver og afskygninger.
”Vi hælder vand på bålet i det kaos, folk går igennem, når en nær person dør. Nogle folk siger, ’jamen I tjener bare penge på folks ulykker’, men jeg føler, at vi løfter en vigtig samfundsopgave,” siger Søren, der startede i bedemandsbutikken i 1999.
Lokal hyldest
Når man træder ind i bedemandsbutikken, bliver man mødt af en lys og åben reception. Bag receptionen hænger en sort kridttavle med ugens aftaler. Begravelser, bisættelser og kapelflytninger fylder kalenderen ud.
På receptionsdisken står i siden en mindre statuette i messing.
Boudigaard Begravelse vandt ved Skive Business Awards i 2022 Årets Kundeoplevelse, og det er ifølge Søren ikke noget, der er sket helt tilfældigt:
”Det er noget, vi har arbejdet på i mange år. Vi kan mærke på vores kunder, at det er gennem vores gode stykke arbejde, at de hører om os fra familien eller andre ude i byen,” udtaler Søren Toft.
Prisen for årets kundeoplevelse tildeles en virksomhed, der kontinuerligt yder en ekstra god service eller oplevelse overfor dennes kunder.
Den professionelle linje er dog ikke umenneskelig. Bedemandsassistent Peter Hald oplevede sprækker i følelsesregistret under en udsyngning af en familiefar.
”Der blev spillet Louis Armstrong med What A Wonderfull World. Pludselig tog sygeplejersken ved min side mig i hånden. Og da jeg kiggede til siden, så jeg, at hun stod med tårer trillende ned ad begge kinder. Før jeg vidste af det, fældede jeg selv en tåre.”
Peter har, siden han startede for syv år siden som tilkaldningsmand, haft et grundprincip. Børn og unge efterlader han til de andre.
”Jeg kan ikke håndtere, hvis det er børn. Det berører mig for meget. De havde hele livet foran sig,” siger han med langsom og betænksom stemmeføring.
Rigor mortis og ligpletter
Tilbage ved den afdøde, som ligger i kisten med korslagte arme og ansigtsklædet dækkende for ansigtet. Under klædet kan man ane de blå ligpletter, der ligger som plamager bag øret, ned mod nakken og under den hvide skjorte.
Den hvide kiste ligger ved siden af metalslisken i det klinisk hvide lokale i kapellet på Gødstrup Sygehus. Der er koldt og en steril luft præger lokalet.
Birgitte og lægen forsøger at lægge kistelåget på, men straks udbryder Birgitte:
”Vi skal have lagt hans arme ned langs siden. Jeg kan mærke, de støder på kistelåget. Det kan jeg ikke have. Han skal ligge ordentligt.”
Lægen tager fat i armene og strækker dem ud. Rigor mortis, dødsstivhed, har lagt sig, så der skal bruges lidt kræfter for at skifte stilling. Nu kan kistelåget ligge uden kontakt til den afdøde.
Lægen spænder korsskruerne og kører efterfølgende kisten ud mod rustvognen der holder med åbent til kisterummet.
Birgitte Sand sætter sig ind i rustvognen. Efter 20 minutter i kapellet på Gødstrup Sygehus er rustvognen pakket med en kiste, der skal fragtes til Folkekirkens kapel i Skive.
”Sommetider synger jeg for mig selv, når jeg sidder her i bilen. ”Ingen er så tryg i fare” har jeg altid haft et godt forhold til, fordi den siger så meget om mennesker,” siger hun, mens hun kører ad de snoede veje mod Gødstrup Sygehus.
Birgitte bærer ovalformede briller med hvidt tyndt stel, der står i kontrast til hendes kort friseret grålige hår og mørke beklædning. Hun har været bedemand i 10 år, men har beskæftiget sig med døden siden 1978. Hun er uddannet sygehjælper, men drømte i mange år om at være bedemand.
Det er ikke tilfældigt, at Birgitte kører ad de ringlede veje, der snor sig gennem naturen, når hun er på arbejde:
”Jeg kan godt lide at køre rundt i naturen fremfor en kedelige landevej. Jeg tænker altid, hvorfor skal de ikke have en god og smuk sidste tur.”
Da Birgitte Sand kører rustvognen ind på parkeringspladsen ved bedemandsforretningen, har klokken netop passeret 15.30 og dagens sidste tur er overstået.